Read Ebook: Eneboerne by Blixen Karen

Font size: 10 px 15 px 20 px 25 px 30 px 35 px

Background color: BlackWhiteGrayLight GrayDark GrayDim Gray

Text color: BlackWhiteGrayLight GrayDark GrayDim Gray

Apply/Save settings

Ebook has 53 lines and 15636 words, and 2 pages

ENEBOERNE

Denne Historie om Eneboerne begynder med et Brev:

Min ?de ?, 1779.

Mine kaereste S?stre.

Det skal vaere det allerf?rste, jeg g?r, nu, da jeg har et ?jeblik tilovers, at skrive til jer. Jeg v?d nok, at dette Brev ikke vil naa jer f?r om lang Tid, om Maaneder eller et halvt Aar maaske, men dog skriver jeg det, for jeg kan ikke holde ud, at I ikke skal vide lige saa god Besked og kende alt her lige saa godt som jeg. - Men jeg er endnu saa fortumlet af at gynge op og ned paa Vejen herover, - det er, som om mine Tanker endnu gyngede, - at I ikke maa vente, dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har ogsaa ramt os en stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os til ?en, Joseph, er d?d, han maa vaere falden ned fra en Klippe ved Stranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil, - saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig allerede at vaere uendelig laenge siden. Det forfaerdede mig og tog mit Mod fra mig, saaledes at det f?rst var i Gaar Aftes, da jeg gjorde Ild paa og kom til at taenke paa, hvordan han gjorde Ilden op den f?rste Aften, vi var her, at jeg kom til at graede over ham, og nu graeder jeg, hver Gang jeg taenker paa ham, og hvor langt mere f?ler man ikke Savnet, naar man er saa alene. Han skulde have hjulpet mig med Huset, og jeg tror ikke, det Arbejde vil vaere vanskeligt for mig alene, men hans arme Foraeldre, der saa ham drage af Sted saa glad! - Og er det ikke en forunderlig uhyggelig Velkomsthilsen af ?en, det er som om den ikke vilde have os her, og det er grueligt at sidde her saa alene, for Eug?ne er i sin egen Stue og skriver, - og saa vilde jeg ?nske, I vilde laese dette rigtig grundigt, for da er det, som om jeg tog eder i Haanden og viste jer rundt i hele Huset, og da vil alle Tingene ikke laengere se saa fremmed paa mig og ikke have deres egne Ansigter saa meget, naar I kan se, hvorledes de ser ud.

Vi kom hertil med en Fiskerbaad fra den naermeste ?, hvor der bor Mennesker, og vi havde hele Baaden fuld af alt, hvad vi skulde bruge i Huset, saadan vil den Baad komme herover hver Maaned, det tog lidt over tre Timer at sejle hertil, - men hvor laenge det er siden vi rejste hjemmefra, kan jeg slet ikke mere sige, thi jeg synes vi har rejst i ?de Lande i mange Aar. Vor ? saa helt anderledes ud, da vi kom naer til den, end jeg havde taenkt mig, den er meget st?rre. Det halve af vort Hus er bygget af Sten lige ind mod Klippen, og er meget m?rkt, mens denne Del er bygget af Trae; Fiskerne brugte den engang om Sommeren, og de har haft Faar paa Graes paa ?en, - og Eug?nes Ven, Calran, boede her for to Aar siden, men dette ved I jo. Her hvor jeg sidder, er et stort Ildsted, - og hvor er det ikke smukt og underholdende at se paa Ild - men naturligvis er her ikke mange M?bler. Det g?r dog hverken fra eller til, for jeg kan jo ikke sidde i mer end en Stol ad Gangen og Eug?ne i en, og I maa ikke tro, at Stuerne derfor har mindre Udtryk end de havde hjemme - tvaertimod, de har saa meget Udtryk og hver sit, og her, hvor jeg kun har Eug?ne at tale med og han saa tidt er borte, bliver de meget mere h?jttalende end de var hjemme, og I kan ikke forestille jer, alt, hvad de kan faa sagt i en Time, naar jeg sidder her og syr - og undertiden igen er der mange Stemmer, og Ilden siger en Ting og Uret en anden, saa det er til at blive ganske forfaerdet over. - Kan I nu taenke jer alt dette! -

Husker I, at vi engang hjemme legede, at jeg var en forfulgt Prinsesse og red bort paa en Hval.

Saaledes omtrent sidder jeg her paa min ?de ?, midt i det store Hav. Mod Vest er der h?je Klipper, som l?ber lige stejlt ned i Vandet, og Havet brummer og bryder om F?dderne paa dem og langt, langt ud. Fiskerne siger, at det var skjulte Skaer, et S?r?verskib er engang gaaet under her, derfor kalder de dem for Galgebakkerne. Laengere inde og mod ?st er vor ? lavere, helt bevokset med Graes og et Sted nede i en Saenkning er der en lang Birkelund, - men naar man er oppe paa de h?jeste Steder, kan man se Vandet langt omkring og de andre ?er, ligesom Haekkene og de klippede Buksbombuske i Haven hjemme, - ak, jeg er ked af, at jeg nu ved saa meget mere end I og kender saa mange Ting, som I aldrig har set, - og hjemme var jeg altid den, der vidste mindst Besked, og alle andre Mennesker kunde sige mig meget mer. I maa ikke glemme mig og lad heller ikke nogen Ting hjemme glemme mig, men hils alting.

Kaereste S?stre, det er ligegyldigt, hvad jeg skulde g?re og burde, - og fornuftigt taenker jeg ikke, ved jeg, men jeg kan ikke slutte af paa dette Brev, som f?rst vil naa jer om lang, lang Tid, f?r jeg har fortalt jer noget andet, og maaske I, fordi vi har taenkt os saa meget, der ligner det, vil kunne forstaa det. Der er sket noget saa maerkeligt og forunderligt, at maaske andre Mennesker ikke kan tro det - og det mest forunderlige er, at lige fra f?rst af har det vaeret, som om det var det eneste, der var rigtig sandt, og alt andet var kun som en anden Slags Sandhed. Det gik saaledes til. I Gaar Aftes, da jeg sad alene her, og inden jeg havde taendt Lyset, bankede det paa D?ren og hermed begyndte det forunderlige, for I kan ikke forestille jer, hvor forunderligt det var at h?re nogen banke paa D?ren her, og denne Banken, tror jeg, l?d ogsaa anderledes end andres. Dog svarede jeg, og da kom der en Mand ind, med sin Hat i Haanden og bukkede for mig. Han sagde: ,,Godaften Madame. Har jeg ikke den store AEre at tale med Fru Vandamm." Og hele Tiden ledte han saa besynderligt efter Ordene; det var saa m?rkt, at jeg ikke kunde se hans Ansigt, men jeg kunde se, at han var i Uniform og han stirrede paa mig hele Tiden. ,,Jo jeg er Lucie Vandamm," sagde jeg. ,,Velkommen hertil, Fru Vandamm," sagde han, ,,jeg er Christobal Christmas, altid Deres ydmyge Tjener." - Hvorledes skal jeg dog forklare eder, som er saa langt borte, hvordan det var, alt forandredes fra det ?jeblik han kom ind i Stuen, og det var, som om jeg stred imod at drages med ind i denne Forandring, da jeg sagde: ,,Hvor kommer De dog fra," men da jeg havde spurgt, i samme ?jeblik syntes jeg, det var helt meningsl?st. ,,Jeg har vaeret laenge her," sagde han, og derpaa blev han staaende midt paa Gulvet, ligesom om han ikke vidste, hvad han nu skulde g?re, og jeg kunde ikke sige et Ord. ,,Tillader De mig at blive her et ?jeblik, Fru Vandamm," spurgte han, og da jeg svarede ham, satte han sig paa en Stol ved Siden af Ilden, og nu kunde jeg se, at han var ganske ung og havde sit Haar i Pisk, men ikke pudret. ,,Kommer De fra England, Fru Vandamm," sagde han. Jeg fortalte ham, hvorledes vi var komne rejsende, men hans Ansigt, og hans Stemme, imens han lyttede, kan jeg ikke beskrive jer. ,,Sig mig, vaer saa god at sige mig," sagde han, og med eet var hans Stemme saa besynderlig hjerteskaerende: ,,De kender vel ikke, Fru Vandamm, en Familie Christmas d?r, Fru Christmas og hendes Barn." ,,Jeg tror det ikke," sagde jeg, ,,jeg kan ikke huske det," ,,Vaer saa god, g?r mig den store Tjeneste, Fru Vandamm, at pr?ve at huske det," sagde han og sad ganske stiv og lagde med et begge sine Haender paa sit Hjerte. ,,Ak, jeg tror det ikke," sagde jeg, ,,vi kendte saa faa". ,,Men har de ikke h?rt om dem nogen Sinde," sagde han, ,,Fru Horatia Christmas fra Dublin, hun var f?dt Ward, hun havde et Barn, jeg ved ikke, om det var en S?n eller en Datter, men det maa vaere" - han sad laenge og taenkte sig om, - ,,omtrent paa Deres Alder." - Var det nu ikke forunderligt, er det ikke forunderligt, at jeg kan huske hvert Ord saaledes? Jeg sagde ham, at jeg kendte dem ikke, og jeg var lige ved at graede derved, fordi hans Stemme var saa hjerteskaerende. ,,Maaske," sagde han, ,,vil De vaere saa god at sp?rge Deres Mand. Og nu," sagde han og rejste sig, ,,skal jeg ikke forstyrre Dem mer, jeg haaber, De vil befinde Dem vel her. Godnat." Han bukkede dybt, men han tog ikke min Haand, og derpaa gik han og da, - saa snart han var ude af Stuen, var alle Spor af ham borte, thi der var ikke et Fodtrin at h?re, og jeg l?b til Vinduet og saa ud, men han var ikke til at se. Og da f?lte jeg, at jeg naesten ikke kunde staa paa Benene, og jeg gik hen og taendte Lys, og da blev alt forandret igen, men I kan ikke taenke jer, hvordan - det var som om det tog en Maske paa. Hvad skal jeg nu tro, hvad skal jeg nu taenke om dette. I er de eneste Mennesker, jeg kan fortaelle det til. Taenk da paa mig, send mig mange Tanker hjemmefra. Hils alle Ting hjemme. O I vil ikke faa dette f?r om lang lang Tid. Eders stedse tro S?ster

- Den Lucie Vandamm, som skrev dette Brev, den 9. Dag efter sin Ankomst til ?en, selv den ene af ?ens to Eneboere, var 20 Aar, og hun var fulgt med sin Mand, der rejste dertil for i Ro og uforstyrret at skrive en Bog, som skulde reformere Verden. Han var opfyldt af Rousseaus Ideer, eller paavirket af dem, - men tillige af sine egne, og han havde en saadan braendende Tro til dem, og hans Sind var saaledes optaget, saa fuldt heraf, at ingen Vanskelighed eller Bekymring traengte ind til hans Bevidsthed; selv naar han talte og handlede var det kun som med den yderste Del af sit Vaesen, ligesom Vagten ved Porten kunde slaa en Passiar af, mens der blev holdt Krigsraad indenfor. Hun, hans unge Kone, som kun kendte hans store Planer af hans meget afbrudte Forklaringer, modtog alle de ny Indtryk af deres ny Liv her, og i hendes fantasirige og modtagelige Sind praegede de sig. - Hendes Hjem var langt borte. Hendes Fader var en kun lidt paask?nnet Videnskabsmand og Politiker, der i sit Hjerte troede, at han kun regnede med de t?rreste Kendsgerninger og kun stolede paa sine egne ?jne og ?ren. Han naerede en dyb Foragt for Kvinder og tog sig kun undertiden og meget teoretisk af sine fire unge D?tres Opdragelse. Den ringe Paask?nnelse han havde vundet, havde gjort ham noget bitter, men for Resten fandt han sig godt i sin Rolle som Martyr, - han havde med alt det et meget godt Hjerte. Lucies Moder var svag og laa altid til Sengs, - den egentlige Aand der i Huset var skabt af de fire unge S?stre i Forening. Overladt til sig selv lod de paa deres Side hele den ?vrige Verden sk?tte sig selv og lavede til deres Brug en ny, hvis Love var de eneste, de respekterede. Af deres Faders Ideer og alt det, der optog ham, traengte en Del ned til dem, forandredes og f?jede sig efter deres Verdens Aand. De fire var knyttede taet sammen af et inderligt Venskab, af mere end det: de ejede i Faellesskab noget, som de ikke med deres bedste Vilje havde kunnet forklare, hvad var, men som de selv vidste ganske n?jagtig Besked med og satte over alt. De var alle fire smukke, men da de var fattige og ikke kendte mange Mennesker, havde de ikke mange Friere, dem, de havde, maalte de med to Maalestokke, med den ?vrige Verdens, - og dette var en Slags Koketteri, ganske for L?jer og for at vise, de forstod sig paa den, - og med deres egen, som de ganske og aldeles d?mte efter. Deres Moders Ejendom, deres gamle Hjem paa Landet, var braendende elsket af dem alle fire, og dog laengtes de efter det ?jeblik, da deres Tanker og Dr?mme skulde traede dem i M?de udefra. - Til dette Hus kom Eug?ne Vandamm som Husfaderens Ven. De to m?dtes, trods 30 Aars Forskel i Alder, i en varm Sympati, faelles Interesser, faelles Stolthed og Miskendelse.

Eug?ne Vandamm var 27 Aar. Han var meget begavet, en lidenskabelig og lidende Natur, en stor Idealist, men maerkvaerdig snaever i sine Begreber om Idealer. I Bunden troede han slet ikke paa andet end sig selv. Han havde aldrig haft Venner eller Fortrolige, han havde lidt ogsaa under den Ensomhed, der bliver den i sin Kreds langt bedst begavedes Lod. Til Erstatning havde han faaet en h?j Grad af Selvtillid, der end ikke saa meget bestod i Tillid til sig selv som i den dybeste Foragt for andre og fuldstaendig Ligegyldighed for deres Dom. 21 Aar gammel havde han udgivet en Bog: ,,Quos ego ...," som ikke blev saa meget lagt Maerke til, som den fortjente; 2 Aar senere var et andet Vaerk, som han selv var begyndt at udgive haeftevis, blevet beslaglagt. I denne Tid var han gaaet meget igennem af Fattigdom og N?d, det daempede dog ingenlunde hans Tro paa sig selv eller Foragt for andre. Hans urolige, lidenskabelige og aergerrige Aand hvilede naesten aldrig, han gravede sig med en utraettelig og vild Energi bestandig dybere ind i sin Verden af Tanker, han havde vaennet sig til at vaere meget alene, udtrykte sig daarligt i Tale, og manglede helt Kendskab til nogle Sider af Livet, som hans ganske almindelige jaevnaldrende vidste god Besked med.

Vandamm vidste det ikke selv, men der gik en ny Verden op for ham i dette Hus, en Verden, der legede, og hvis Lege var meget alvorlige og yndefulde. Mens han vandrede op og ned langs Dammen og Buksbomhaekkene i Haven og diskuterede alvorlige Emner med sin Ven og Meningsfaelle, traengte den ind til hans Bevidsthed, ligesom en Blomsterduft, og vakte ganske ny Stemninger hos ham.

Efter nogen Tids Forl?b blev han forelsket i Lucie, som var den yngste og smukkeste af de fire, og naar han gik og talte med hendes Fader om Livets h?jeste Sp?rgsmaal, ventede han paa, at han skulde bede ham blive til Aften. Han forstod det ikke selv, han taenkte sig maaske, at han her havde fundet en beslaegtet Aand, som ung og uudviklet skulde ledes af hans og forene sig med den, men i Virkeligheden fyldtes han af Stemninger fra hendes Verden, helt forskellig fra hans, og b?jede sig naesten ydmygt, laerende og modtagende, for hendes unge, friske og rige Sinds Overlegenhed. For Lucie var han noget ganske maerkvaerdigt, hun h?rte ham rose i h?je Toner af sin Fader, som et Geni, hun forstod ham ikke, og kunde dog se, at hun forstod ham langt bedre end han hende - og han b?jede sig for hende, han, der ikke b?jede sig for noget. Hun vidste, at der i hendes Kaerlighed var megen Beundring, hun vidste ikke, at der var megen Medlidenhed. Da han friede til hende, saa hun, at hun holdt alt for meget af ham til at svare nej, og dog bad hun ham om nogle Dages Betaenkningstid, men da hun havde svaret ham, holdt hun fast ved ham og var hans i Liv og D?d. Deres Forlovelsestid var kort, men forunderlig for dem begge. For ham var der haendet det forunderlige, at mens Smerte, N?d, Lidelse til denne Dag havde vaeret hans Element og Verden, havde den Lykke, han her havde m?dt, uden nogen Overgang haevet ham op til sig og var blevet hans Sjaels daglige Br?d. For hende var det vidunderlige det, at hun f?r intet havde ejet, men havde haft alle Muligheder, og nu havde hun med eet en bestemt Skaebne, en Ejendom, men ingen Dr?mme. Undertiden syntes hun, hun var bleven bedraget, sk?nt hun ikke vidste, hvordan, men hun elskede ham. Naar de var sammen, talte han meget, og der var i hendes Vaesen noget sky, saa at han undertiden taenkte, at han kendte hende ikke. Hun lyttede til ham og var naesten glad over, at han gav hende saa meget af sig selv og fordrede saa lidt af hende, og dog gav hun ham noget til Gengaeld, en Stemning, han modtog og dvaelede i, selv efter at han var gaaet fra hende, et Indtryk af noget ungt, sorgl?st, rigt og ?mt, en anden Slags Sympati end han var vant til.

Men da de saa var gift og han havde hende for Tid og Evighed, greb ham med eet en Angst for, at denne Lykke skulde skade ham, at den skulde overtale ham til at hvile, til at svigte sine Ideer, og da han med Sikkerhed vidste eet i Verden - at han ikke vilde ofre noget af dem for noget andet, var det let for ham at tage sit Parti. Han begyndte sin ny Bog, et stort Vaerk, og mens han arbejdede sig ind i Tanken om den, gled de ved hans Tavshed fra hinanden. Han havde saadanne Vanskeligheder ved at faa den samlet i Byen, hvor han blev forstyrret bestandig, at han var ved at blive gal derover, og da han kom og sagde hende, at han maatte rejse bort og leve ensomt for at skrive sin Bog i Fred, faldt det hende ikke ind, at hun kunde blive tilbage, hun rejste med ham og s?gte efter bedste Evne at g?re Livet behageligt for ham og at finde noget at tage sig for selv. Hans Arbejde gjorde ham meget tavs - hvordan skulde han kunne beklage hende, naar han f?lte, hvordan han arbejdede, saa Blodet sprang af hans Tanker og Hvile var ukendt for ham, og hun syntes altid at hvile i en tankefuld og dr?mmefyldt, lykkelig sorgl?s Ro. Imens han sad i sit Vaerelse og vred sine Haender over sit Arbejde eller arbejdede sig saa dybt ned i det, at alt andet svandt bort under hans F?dder, sad hun i Stuen ved Siden af foran Ilden og syede og taenkte paa, hvor forunderligt alt dette var.

Forel?big var Havet ganske roligt. Det var meget taaget, og det regnede af og til, alle Ting var graa i dette Lys, og den fugtige Luft var saa tung, at R?gen fra Skorstenen ikke vilde gaa til Vejrs. Fra Vinduet i den Stue, hvor hun sad, kunde Havet ses, ogsaa det var graat, ganske lidt kruset, og Horisonten var ikke til at se, og Havets Stemme l?d uafbrudt, ensformig. Lucie Vandamm lagde Braende paa Ilden og stod og saa paa det, mens den graa Skumring ganske langsomt blev m?rkere og m?rkere og lagde sig om alt.

Da haendte det, at hun h?rte D?ren gaa, og mens Skridtene af den kommende l?d over Gulvet til hendes D?r, taenkte hun f?rst, at det var hendes Mand, og derefter, mer med sin F?lelse end sin Forstand, at det ikke var ham, men den samme, som havde bes?gt hende nogle Dage f?r. Hun rejste sig op, og blev staaende ved Siden af Ildstedet, da han kom ind. Han bankede paa D?ren, men da hun ikke svarede, aabnede han den, og blev staaende paa D?rtaersklen, da han saa hende. ,,Godaften," sagde han, ,,jeg forstyrrer Dem ikke, haaber jeg." ,,Nej," sagde Lucie. ,,De synes vist, Fru Vandamm," sagde han, ,,at jeg er meget paatraengende. Men De maa taenke paa, hvor ensomt her er. De, der har set Mennesker saa nylig, kan vist ikke forestille Dem, hvorledes det er for mig at se Dem." ,,Jeg synes ogsaa, det er laenge siden, jeg har vaeret sammen med Mennesker," sagde Lucie og saa stift op paa ham. Deres ?jne m?dtes, og hun taenkte, at hun aldrig havde set noget Menneske med saadanne ?jne. Han tog sine bort f?rst og saa paa Ilden. ,,Er De ikke kommen hertil for at s?ge Ensomhed?" spurgte han. ,,Jeg er fulgt med min Mand," sagde Lucie. ,,Havde De den store Godhed at huske at sp?rge Deres Mand, som jeg bad Dem om?" sagde han. Det varede et ?jeblik, inden hun svarede. ,,Ja," sagde hun, ,,jeg spurgte ham. Men han vidste det ikke." Han saa igen paa hende, ,,Ak," sagde han, ,,var der Mennesker, De skiltes fra, da De rejste herop?" ,,Ja, jeg skiltes fra mine S?stre," sagde hun, og atter gjorde hans Stemme hende saa bedr?vet, at Graaden kom hende i Halsen. ,,Jeg forstyrrer Dem," sagde han, ,,hvorfor bliver De staaende?" Hun satte sig i en stor Traelaenestol, der stod taet op til Ildstedet. Han bukkede sig og tog et Stykke braendende Trae op, der var faldet paa Gulvet, og lagde det paa Ilden og blev staaende et ?jeblik for at varme sine Haender, saa satte han sig paa en lille Traestol lige over for hende. ,,Sig mig, Fru Vandamm," sagde han, ,,naar De nu har vaeret laenge borte, husker De dem da, eller synes det at blive vanskeligere og vanskeligere for Dem at naa dem, selv med Deres Tanker?" ,,Ak," sagde Lucie, ,,jeg ved ikke, hvorledes, men alt synes at vaere forandret. Jeg har jo nok vaeret laenge borte, men det er som om det var endnu laengere." ,,Hvor laenge har De vaeret borte?" spurgte han. ,,Over 6 Uger," svarede hun. Han t?vede et ?jeblik. ,,Og naar Deres Laengsel f?les som en stor Smerte," sagde han, ,,?nsker De da, at De kunde glemme helt." Lucie taenkte sig om nogle ?jeblikke. ,,O, nej," sagde hun, ,,og jeg vilde heller ikke," tilf?jede hun, ,,at de skulde glemme mig." ,,Tror De da, at De vil blive husket." ,,Ja," sagde hun, ,,ja, de vil nok taenke paa mig tidt." ,,Men hvor laenge," sagde han, ,,taenk paa, at de, der skal huske Dem, lever i Forandring. Deres Hund vil d? og Deres Hest, andre Blomster blive saaede i Deres Yndlingsbed og andre Spil komme i Mode end dem, De plejede at spille. Vil De da blive husket endnu?" ,,Vil jeg ikke?" sagde hun og saa op paa ham. ,,Hvorledes skal jeg kunne sige det," sagde han, ,,men hvorledes skulde det kunne gaa anderledes? Vil de ikke laere andre Mennesker at kende, der vil omtale Dem som en Ubekendt og komme til ny Steder, som deres ?jne aldrig har hvilet paa?" Ilden, der nu kun var Gl?der, kastede sit braendende Skaer paa hans Uniform og paa hans Skede og Svaerdhaefte og paa Lucies sorte Kjole og hvide T?rklaede, og undertiden, naar den drog Vejret, paa deres Ansigter. ,,Der var en ung Mand, som jeg kendte," sagde han, ,,som var forlovet med en ung Pige, der - d?de. Senere giftede han sig, og saa troede han, at han var fuldkommen lykkelig og Tanken om hans d?de Elskede steg kun undertiden op i hans Sjael og da ganske blid, og kun sjaelden i hans Dr?mme for at g?re ham urolig, og da kun til han vaagnede ved Daggry. Senere - blev han skilt fra sin Hustru, og da sagde hans fordums Elskedes Billede: saaledes vil du blive husket."

Der var en lang Stilhed, saa dyb, som havde Stuen vaeret tom, som inden hun kom dertil, og dog saa fuld af Tanker. Luften var tung af Tanker. ,,Jeg har gjort Dem bedr?vet," sagde han, ,,det g?r mig meget ondt. Desuden er det jo uden Grund. De vender jo snart tilbage." Hun trak Vejret dybt. ,,Ja." ,,Hvor laenge har De taenkt at blive her?" spurgte han. ,,Et halvt Aar," svarede hun, ,,maaske laengere." ,,Saa bliver De her," sagde han og taenkte sig om igen, ,,Julen over." ,,Ja," sagde hun. ,,Da vil De savne - meget." ,,O, ja," sagde hun bedr?vet. ,,Vis mig en stor Tjeneste," sagde han hurtig, ,,fortael mig om, hvorledes De fejrede Julen; jeg selv, for nogle Aar siden - jeg husker, det var en lykkelig Tid - og i Deres Hjem, naar de var mange S?stre, - da havde De mange Lege, ikke sandt." Hun pr?vede, da han bad hende om det, at drage disse gamle glade Tider frem, og mens han spurgte hende og hun svarede og fortalte, varmede hun sine aengstelige Tanker paa denne fjerne og kolde ? over Minderne derfra, foldede Haenderne i Sk?det, saa frem for sig og smilede lidt. Ved dette Smil forandredes Udtrykket i hans Ansigt med et, han faestede sine ?jne paa hende med et saadant anspaendt, smerteligt Udtryk, som om han vilde indprente sig det for bestandig. ,,Undertiden," sagde Lucie, ,,plejede vi ogsaa at danse, - og at lege Pantelege." Hun kom til at lade sine ?jne hvile paa hans Ansigt og blev forskraekket og bedr?vet. ,,Og paa denne Tid af Aaret," sagde han, ,,red De da ikke." ,,Nej," sagde hun. ,,O, det er en meget stor Forn?jelse," sagde han, ,,paa den Tid, da Bladene falder og Kornet er inde. De er saa ung, Fru Vandamm, opgiv ikke Deres Ungdom. Undertiden kan man vel tro, at Lysten til den Slags Liv er borte, helt borte, men det er maerkeligt, hvor laenge den lever og lider ved at sultes saaledes. O, saadanne oplyste, festlige, larmende Stuer, som der nu er langt herfra." De tav igen. ,,Synger De, Fru Vandamm?" sagde han med et. ,,Ja," sagde hun. ,,Vil De da synge for mig?" Han saa, at hun saa sig om i Stuen efter sin Guitar, rejste sig og gik hen og tog den, men han lagde den forsigtig i hendes Sk?d og r?rte ikke ved hendes Haand eller Kjole med sin Haand. Hun stemte den og saa op paa ham. ,,Hvad skal jeg synge?" sagde hun. ,,Jeg kender ikke Deres Sange," sagde han. Hun taenkte sig om en Stund, og sang saa ganske sagte og frygtsomt en Vuggevise, som hendes Moder havde sunget for hende og hun for sine Dukker. Saa mange forskellige Tanker gled igennem hendes Hoved, mens hun sang. Da hun tav, saa hun paa ham. Han sad med Hovedet i sine Haender, ubevaegelig, og da han ikke l?ftede det igen, ventede hun et ?jeblik og sang saa en Kaerlighedssang for ham, meget gammel, som hendes Barnepige i sin Tid havde sunget for hende:

Se min Elskede, der gaar Maanen frem. Over Himlen gaar dens stille Natteveje, og h?jt over os i Linden suser ganske sagte Nattevinden Vore Br?dre Stjernerne, mens de dreje, hilse paa deres Vej Jorden vort Hjem.

O som Stilhed fylder nu Luft og Jord, fylder Kaerlighed til dig min Sjael, Veninde. Og som Himlen over Jorden staar du over alle mine Tanker, se hvor klare alle dens Stjerner skinne, som den g?r du Verden for mig lys og stor.

Som jeg elsker nu, vil jeg elske dig lige braendende om tusend Aar, min Glaede, og naar Maanen er forsvundet og naar Jordens Alder ud er rundet, vil vi sammen over en ny Jord traede og se sammen op mod den ny Maanes Vej.

Strengenes spinkle Stemme dirrede og tav. Hendes Gaest rejste sig. ,,Jeg takker Dem meget, Fru Vandamm," sagde han. ,,Godnat. De ved ikke," sagde han, ,,hvor taknemmelig jeg er Dem." Hun rejste sig, lagde Guitaren og blev staaende, med et rakte hun Haanden frem. Han saa igen paa hende med det bedr?vede Udtryk, der fik hende til at graede, b?jede Hovedet, men r?rte ikke sine Haender og gik. Og igen forsvandt alle Tegn af ham, hun h?rte ikke engang Forstued?ren gaa, mens hun blev staaende ubevaegelig. -

Lucie taenkte: Hvordan skal jeg kunne fortaelle dette til min Mand. Hun h?rte D?ren gaa til hans Vaerelse og hans Fodtrin, og da han kom ind, vendte hun sit Hoved og saa paa ham med et besynderligt, jammerfuldt Udtryk, men hun saa paa hans Ansigt, hvor dybt han var inde i sine Tanker, og han, der havde siddet og skrevet, kunde intet se i Stuens M?rke. Ligesom den anden kom han hen til Ildstedet og satte sin ene Fod op paa Murstenskanten: ,,Du synger," sagde han. ,,Nej, ikke mer," sagde hun og haengte Guitaren tilbage. Han gik hen til Vinduet og saa ud. ,,Det blaeser op," sagde han. Hun svarede ikke. I et ?jeblik havde hun faaet en Aabenbaring af, hvad Kulden og Taagen, Klipperne og Havet og den uhyre Ensomhed, som var deres Sjael, egentlig var og vilde sige, og hun taenkte, da den var forsvundet: her, i min varme Stue g?r det mig iskold at taenke paa. Saa sig rundt og taenkte paa, hvad han havde sagt: hvor her er hyggeligt inde. - Den naeste Dag, hver Gang hun saa paa sin Mand, vaagnede denne Tanke i hende, at hun kunde fortaelle ham alt, men hver Gang var hun lige langt derfra, - hun vidste, at han aldrig vilde tro, at det, hun vilde fortaelle ham, var sandt, og endnu mere, at det efter hans Begreber om Sandhed heller ikke vilde vaere det. Desuden begyndte at komme over hende, ligesom Taage fra Havet, den besynderlige Tilstand af vaagen Dr?m, hvori hun laenge skulde dvaele.

Den Aften, da Skumringen faldt paa, f?lte hun sig saa traet og ked af at sidde inde, at hun tog et stort T?rklaede om sig og gik ud. For hende havde alle Ting nu saa aldeles tydeligt Udtryk og Tale, at det var, som om den kolde fugtige Luft uden for lagde sin Haand, idet den slog hende imod, ikke blot paa hendes Ansigt og Legeme, men paa hendes Sjael og saa tydeligt som med Ord sagde hende sin Mening. Idet hun lukkede D?ren, taenkte hun: det er dog besynderligt, at jeg ikke er bange. Hun gik ikke ret langt bort fra Huset, men blev ved at gaa op og ned, op og ned. Da hun vendte om, engang, saa hun Lys i sin Stues Vindue, taenkte: det er Eug?ne, der er kommen ind, og vilde gaa ind, men mens hun gik, saa hun noget fremmed derinde og gik hen til Vinduet for at se ind. To Lys var taendte og stod paa Bordet, og ved Bordet sad nogle Maend og spillede Kort. En af dem sad med Ryggen til hende, og de andre var saa optagne af deres Spil, at de ikke lagde Maerke til hende, og hun blev staaende ganske stille og betragtede dem opmaerksomt. De spillede meget ivrigt og h?jt; hele Stabler af Guldpenge blev f?rt fra den ene til den anden, og under dette var deres Ansigter meget uhyggelige at se paa, thi de spillede ligesom Fanger kunde spille i Faengselet den sidste Morgen inden deres Henrettelse, og mens Morgenen allerede gryede, og som om dette ?jeblik var en Brand, revet ud af en forfaerdelig Ild; og selv om de ikke havde spillet saaledes i denne tavse Nat, vilde der ikke have vaeret et af deres Ansigter, som man ikke vilde have lagt Maerke til og gyst ved og senere om Aftenen vaeret angst ved at taenke paa. Lucie, der stod uden for Vinduet og saa ind, med begge sine Haender knuget sammen under T?rklaedet, men ganske rolig, h?rte sine Tanker sige, saa tydeligt, som om de havde talt h?jt: ,,Det er S?r?verskibet ,,Andalusias" Folk, som forliste her for 40 Aar siden paa de Skaer, de kalder Galgebakken."

I det samme, mens hun stod saaledes, gik D?ren op, og hendes Mand kom ind med et Lys i Haanden. Han saa Lysene paa Bordet, men Folkene saa han ikke, han gik lige forbi og hen til Kaminen for at se efter noget der. De standsede Spillet, drejede sig og fulgte ham med ?jnene, men han havde ingen Anelse om, at de var der, han gav sig god Tid til at lede og blev staaende et ?jeblik foran Ildstedet, str?g sig med Haanden over ?jnene og taenkte sig om. Maaske fandt han Luften i Stuen kold, han lagde et Stykke Trae paa Ilden og varmede sine Haender over den. Da han havde fundet den Bog, han s?gte, gik han tilbage, og idet han gik forbi en af Maendene ved Bordet, en lille Mand med et blaat T?rklaede om Hovedet og et Saar i Ansigtet, str?g han saa taet forbi ham, at S?r?veren hastig flyttede sig til Side, og da lyste med eet op i hans Ansigt et voldsomt Udtryk af Raseri, Triumf og Foragt, mens han stirrede op i Eug?ne Vandamms Ansigt. Vandamm maatte f?le noget deraf, thi han saa hastig til Side, men saa intet, og lagde sin anden Haand oven paa den, der holdt Lyset, som om han fr?s. Saa gik han. - Og i dette ?jeblik syntes Lucie, der stirrede paa dem begge, at hun f?lte mer Raedsel for ham end for den anden. Hun trak sit T?rklaede taettere sammen og gik bort fra Vinduet om til Gavlen af Huset og blev staaende der, op ad Vaeggen. Hun str?g Haaret bort fra sit Ansigt og blev staaende laenge der. Da hun vendte sit Hoved til sidst, saa hun, at Lyset i Dagligstuen var slukket, og da famlede hun sig hen langs Muren og gik ind og taendte dem igen.

Det naeste, der haendte i denne min Historie om Eneboerne, var to forfaerdelige Storme. Den f?rste af dem varede i 7 Dage og lod begge ?ens Beboere forstaa for f?rste Gang, hvad en Storm var; desuden fyldte den Huset med R?g og Dag og Nat med det vilde Havs Stemme, en Larm saa ?red?vende, at den til sidst vaerkede i deres Hoveder. I syv D?gn br?lede det store Oceans vaeldige Vandmasser omkring ?en, i en kridhvid, hvirvlende Braending, og kastede flyvende Fnug af Skum h?jere op, end de havde troet det muligt, ligesom i en Slags rasende og vildt Overmod for at vise, at der var ingen Graenser for dets Magt.

Ligesom B?rn i M?rke s?gte Eneboerne taettere sammen, mens denne Storm stod paa. Han kunde ikke samle sine Tanker til at skrive, mens den varede, lige saa lidt som et nogenlunde f?lsomt Menneske vilde have kunnet g?re det under et Slag, eller imens han h?rte Julius Thornberg spille Bruchs Koncert. Men der var i dens Vildhed noget, der greb ham dybt, og i dens rasende Kraft og Lidenskab Blod af den Lidenskab, hvori hans Sjael havde dvaelet og arbejdet. Han kom og sad hos hende og hun havde aldrig set ham saa fuld af Liv, heller ikke hans Vaesen saa gnistrende af Energi, som i disse 7 Dages tvungne Hvile. Her kunde han sidde og fortaelle hende i Timevis om sin Bogs Ideer, henrykt over at have en Tilh?rer, og det havde hun aldrig set ham g?re f?r. Derfor sad hun og lyttede opmaerksomt til ham og gjorde undertiden Nar ad ham og fik ham til at le. Men da Stormen blev ved, Nat efter Dag og Dag efter Nat, begyndte hun at blive saa besynderlig tung om Hjertet, thi der var for hende et saadant Udtryk i alle Ting, at Stormen ikke var en Storm alene; dens Larm var uhyggelig at h?re paa, thi den bet?d Uvenskab, Uvilje, og nu forstod hun, at det stille graa Vejr i de f?rste Dage havde betydet Mistro. Hans Sind, der stormede af Sted uden T?jle og T?mme, forfaerdede hende hver Gang paa ny, og hun havde en F?lelse af, at hun maatte advare ham og dog var ingen Advarsel mulig. Paa den syvende Dag stilnede Stormen af, ligesom om den var tilfreds med, hvad den havde udrettet, og Luften blev mere stille igen, men Havet blev ved at gaa h?jt. Den naeste Dags Aften, da M?rket faldt paa, blev hun draget ud for at se paa dette sk?nne og uendelige Hav.

Det var naesten m?rkt, men i dette M?rke havde alt endnu staerke Farver, den uendelige m?rke S? var blaa og man kunde gennem Skumringen skimte dens vaeldige Bevaegelse; i Vest var Himlen over Horisonten gloende r?d og meget m?rke Skyer tegnede lige i Synsranden fantastiske Former ligesom ny ?er, der var dukkede op. Luften var meget kold og fuld af hele det Havs salte Aande, som den kom flyvende over, og idet den, endnu ikke traet og ut?jlet som f?r ilede frem paa sine egne Veje, f?r Stormen h?jtsyngende over og om hende, mod hendes spinkle Legeme, en svag Hindring paa dens Vej, og slyngede, idet den forfulgte sit fjerne Maal, et ?jeblik sine vaeldige Vinger, snoede hendes Kjole om hende og kastede Haaret og det store T?rklaede, hun havde taget om Hovedet, tilbage, ligesom om den, midt i sit vilde Storml?b, havde et ?jeblik tilovers for en Sp?g. Hendes Haender var iskolde og den skarpe salte Fugtighed, som Havet f?rte op mod Klippen, gennemtraengte hele hendes Legeme med sin Kulde, men dog blev hun staaende, det vidunderlige og storslaaede Syn holdt hende fast og fyldte hende. Hun stod ubevaegelig og tavs, men at staa ganske stille her var med Stormens voldsomme Styrke som en staerk Bevaegelse, og til Svar paa Havets, Luftens, Farvernes og Kuldens Tale sang hendes Tanker h?jt.

Jorden er det menneskelige mellem Elementerne, Luften det guddommelige, Havet Satan. Jorden er foranderlig og forandret, ny Planter voksede op, ny Jordlag blev dannede, de gamle Skove faldt og ny voksede op, Jorden blev dyrket, udhugget, inddelt og gav sig under Menneskenes Haand. Himlen og Havet er evige og uforanderlige, vore Spor over B?lgerne er i naeste Nu udslettede og i denne Morgen ligger Havet som i Livets f?rste Dage, da Taagerne lettede. I sin evige, h?je Klarhed er Luften Symbolet paa alt forklaret, rent, saligt, i sin evige Uro er Havet det udelukkedes, det higende, daemoniske, evig ustadiges Symbol og Udtryk. Jordens Storhed aabenbarer sig som Mangfoldighed, Havets og Luftens som Enhed, men Luftens synes at vaere bundl?s Fred, Havets bundl?s og uendelig Uro. I den Verden, hvori vi gaar, er Himlen, Jorden og Havet Br?dre, udelelige, en og dog tre, blandede i en evig og guddommelig Harmoni, men undertiden i Sommeraftener og h?je klare Foraarsdage klinger Luftens Stemme gennem de andres, og Havets og Jordens synes at vaere Undertoner i dens himmelske Melodier; i Sommerdage, i H?staftener h?rer vi Jordens Sange, i stormfulde Solnedgange drager Havet sine Br?dre Jordens og Luftens Stemmer ind i sin, og vi lytter baevende til dets maegtige Hjertes Musik. -

B?lge efter B?lge i naesten forfaerdende Vaelde kom l?bende imod ?en, i M?rket lyste Havets hvide Braemme om den og l?d dets evige Sjaels evige Klage h?jt.

Laenge, laenge stod hun og saa derpaa, da hun vendte sig for at gaa ind, stod en Mand laenet til Klippen og betragtede hende, hun l?ftede begge Haender mod Hjertet, ligesom han selv havde gjort, da han den f?rste Aften spurgte hende om nyt fra sit Hjem, stirrede et ?jeblik paa ham og kendte ham igen. ,,Godaften," sagde hun blidt, men han svarede ikke. ,,Hvor smukt her er," sagde hun igen og hendes Sjaels store Grebethed baevede i hendes Stemme. - Han svarede ikke straks, sk?nt han blev ved at se paa hende, men sagde saa: ,,Lad mig f?lge Dem hjem," og begyndte at gaa langsomt ved Siden af hende: ,,De fryser," sagde han, ,,hvorfor kom De dog herud. - Javist, her er smukt, men det er ikke nogen Sk?nhed for Dem. For Dem er Deres Hjems Rosenhave. Naar rejser De herfra?" Hun saa op paa ham. ,,Det ved jeg ikke," sagde hun. ,,Ved De det ikke," sagde han, ,,har De da ikke forstaaet? - hvorfor vil De dog blive?" De var nu kommet hen til Huset, men blev staaende og talte sammen uden for. ,,H?r mig nu," sagde han, ,,jeg beder Dem oprigtig, Fru Vandamm, som Deres, - ja som Deres Ven, De maa rejse bort herfra, - De kan ikke holde det ud i disse Storme, og langt mindre i de Vintermaaneder, der nu kommer. Rejs dog bort, mens der er Tid." ,,Hvorfor?" sagde hun. ,,De bliver jo bundet hertil, uden at De ved af det, men det maa ikke ske, De skal rejse bort. Endnu kan De forlade det." Hun saa rundt og f?lte selv, med hvilken uforklarlig Magt hun var bundet til dette Sted. ,,Er denne Kulde," sagde han ganske langsomt og uden at se paa hende, ,,er disse Storme for Dem, er de d?de og ford?mte S?r?veres Naerhed for Dem, er jeg for Dem. - O," han lukkede ?jnene, ,,er dette evig, evig forbandede Sted for Dem." Han drejede Hovedet imod hende og sagde: ,,Hvorfor kom De nogen Sinde?" Lucie graed. ,,Skaebnen har f?jet det saaledes," sagde hun, ,,beklag mig ikke." ,,O, min Gud, min Gud," sagde han, ,,hvorfor er De dog kommen hertil. Hav Barmhjertighed. O dette evig evig tabte Liv." Han slog begge sine Haender for sit Ansigt og vuggede sit Hoved frem og tilbage i forfaerdelig Smerte. ,,Se, jeg kan tale igen, jeg kan finde Ordene for, hvad jeg vil sige; kan De, der selv har vakt dem, ane, hvilke F?lelser, hvilke uudholdelige Bevaegelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ingen Nytte uden denne Kval. Jeg er d?d alt for ung," sagde han og rev igen Haenderne fra sit hvide Ansigt, der var fortrukket af Smerte, ,,jeg har ikke sluppet Livet og er gaaet bort derfra, men jeg blev taget, da jeg elskede det mest. De, der lever, kan ikke forstaa denne Kval; saaledes jamrede jeg ikke, mens jeg levede, men nu, hvad er der nu for mig uden den?" ,,Al den Medlidenhed, jeg kan give Dem," sagde Lucie og graed bitterlig, ,,er intet, men tro mig, mit Hjerte er fuldt deraf."

,,O, tusind Gange bitrere," sagde han, ,,bliver min Kval, fordi De ynker mig og fordi jeg elsker Dem. - Hav Medlidenhed med mig," sagde han og faldt ned for hende, ,,spot mig ikke." Hun st?ttede sig mod Muren og st?nnede svagt. Han rejste sig op. ,,Se," sagde han, ,,ogsaa Dem har jeg bragt Smerte og saaledes, som det nu er, kan jeg ikke skaenke andet. Lad mig gaa, lad mig gaa. Gaa selv bort herfra. Jeg ?nsker Dem alt godt." ,,Nej," sagde hun, ,,gaa ikke." Han blev staaende og saa paa hende, endnu stod hun st?ttet til Vaeggen, og hendes Ansigt var i M?rket naesten lige saa hvidt som hans. Omkring dem hylede og larmede Stormen. ,,Hvis jeg har vakt i Dem," sagde hun, ,,Minder og F?lelser, som har voldt Dem Smerte, saa tilgiv mig. Jeg ved ikke, hvorledes alt dette er, og i min uendelige Svaghed kan jeg intet forandre, men hvis jeg meget, meget mod min Vilje og uden at vide det har f?jet nogen ny Smerte til Deres bitre Kval, saa tilgiv mig og lad os ikke skilles saadan. Naar mit inderlige, inderlige ?nske," hun brast igen i Graad, ,,ikke kan tage noget af Deres Sorg bort og min inderlige Medlidenhed kun f?je ny Smerte til den, saa lad os skilles, men lad os ikke skilles saaledes. Lad mig sige Dem f?rst, at jeg af hele mit Hjerte, at jeg af hele min Sjael velsigner Dem og ?nsker Dem," - hun tav, thi hvad skulde hun sige, - ,,og giv mig Deres Sorger, lad mig faa Del i Deres Smerte. Tal til mig igen," sagde hun og brast atter i Graad og skjulte Ansigtet i sine Haender. ,,For hvert ?jeblik, jeg er sammen med Dem," sagde han, ,,elsker jeg Dem h?jere. Naar De vil have, at jeg skal tale til Dem nu, inden jeg gaar, saa lad mig sige Dem det. Se jeg giver Dem min Velsignelse tilbage, Skaebnen vaere Dem naadig og lade Dem glemme alt dette. Hvad mere skal jeg nu sige Dem? Hvis jeg havde levet, vilde der have vaeret Brug for mit Hjerte og jeg vilde have haft mange Ting at elske, et Hjem, et Land, Venner og Slaegt, jeg vilde have haft Arbejde at udf?re og Maal at straebe imod. Alt, alt dette er nu min Kaerlighed til Dem. O, den er lige saa ?de og unyttig som denne golde ?, som S?fuglene kredser om. Maatte De glemme den igen." Et ?jeblik stod de tavse, og det var, som om Vinden ventede paa, at deres svage Stemmer i den store og uigennemtraengelige Nat skulde forstumme, for selv at synge h?jt og vaeldigt. ,,Havet," sagde han, ,,skyllede mig over Bord her fra mit Skib," han taenkte sig om, ,,Bellona, en Novemberdag for mange Aar siden, inden De blev f?dt, maaske. O, hvis jeg havde levet og hvis jeg havde inddrukket hele det Liv, som var bestemt for mig, og pr?vet det, vilde jeg vaere d?d nu som en gammel Mand og have sluppet Livet med et glad Hjerte. Men nu standser min Laengsel aldrig. S?r?verne, ,,Andalusias" Besaetning, hvis usalige Aander er ford?mte med mig til denne ?, f?rte deres Skatte med sig, og deres Hjerter er laenkede til dem, midt i deres Elendighed volder deres Guld dem Glaede. Men hvor er det, jeg laenges efter - det er ikke til. Den unge Pige, der tog mig i sine Arme, - rummer hendes Hjerte nu i en rolig og blid Alderdom Svar paa min braendende Laengsel? De Venner, hvis Venskab delte mine Sorger - kan jeg forstaa deres Bekymringer nu? For dem, der forstod mig, der elskede mig, som jeg elskede h?jere end mig selv, har alt forandret sig, hvorledes skulde min evige, fortabte Ungdom kunne forstaa det? Nu taenker jeg ofte paa en lille Broder, jeg havde, der d?de som Barn. Vi elskede hinanden meget h?jt. Har hans blege Skygge, - o, ikke blegere, o, ikke mer skyggeagtig, end jeg er nu - undertiden kredset om vore Senge for at finde sit gamle Leget?j, der nu var hensmuldret, ligesom hans Lege var glemte? O, saaledes kredser mine Tanker om de Steder, hvor mit Liv, der blev r?vet fra mig, skulde have vaeret levet. Og imens den Tanke er forfaerdelig, at de s?rger over os, og deres Taarer braender vore taarel?se Hjerter, higer vi dog i vor vanvittige Laengsel efter at faa Del i deres Liv. Ingen trofast Elsket skulde hilse mig ved min Hjemkomst fra min lange Rejse og ikke noget Gensyns Glaede varme mit eget evig kolde Hjerte - men vil de, der hilses saaledes, taenke paa mig, vil der vaere nogen Erindring om mig i de Hjerter, der glaedes saadan? O, man skal vinde Venner, mens man lever, Hjerter, der vil gemme vort Billede, Laeber, der undertiden vil naevne vort forglemte Navn, - vi maa praege Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal lukke sig, naar vi gaar ud af det, uden Spor. - Hvad taler jeg til Dem om dette for? Lad mig gaa bort, jeg vil ikke str? min ?de Sorgs Aske paa Deres unge Hjerte." ,,Tro ikke, fordi du gaar, at jeg nogen Sinde vil glemme dig," sagde hun, ,,altid, altid, i min Lykke og Sorg vil Tanken paa dig vaere med." Han tav en Stund. ,,Ak, da har du glemt," sagde han, ,,hvor hurtig I, der lever i Forandring, glemmer. Ja, her vil du huske mig. Men vil du huske mig i dit Hjems Stuer og mellem din Haves Roser, vil du bevare Tanken om mig, naar du holder dine smaa B?rn paa dit Sk?d. Vil du huske mig, naar du danser til Violiner og Fl?jter. Nej, glem mig. Skaebnen har vaeret haard imod os, lad os holde sammen imod den, og udslette dens Haardheds Spor, jeg vil tie og du vil glemme." ,,Nu," sagde hun og lagde begge Haender paa sit Bryst, ,,heller ikke jeg lever evigt. Vil jeg se dig igen?" ,,Nej," sagde han, ,,sp?rg mig ikke. O, nej, nej. Skulde jeg f?re dig ind i dette ?de Land, i min ?de Sorgs Land, vil din Sjael laenkes til dette forhadte Sted. Nej Farvel, nej nu farvel. For evigt og for alle Tider farvel." Hun lukkede ?jnene og sagde: ,,O, jeg kan ikke forstaa dette. Hvad er dette og hvorfor?" Og da hun aabnede dem, var hun alene, og kun Vinden sang h?jt omkring hende. Hun faldt ned paa Knae og st?ttede Hovedet mod Vaeggen. ,,Hav Barmhjertighed," raabte hun mod den ubarmhjertige Skaebne, der holdt hende i sin Haand. -

I de fjorten Dage, der gik mellem denne Storm og den naeste, gik hun som i en Dr?m, Taagen fra Havet havde naaet hende og hyllet hende helt ind. Den graensel?se Medlidenhed, hun f?lte, og dens Haabl?shed, gjorde hendes Hjerte meget tungt. Det sidste Glimt af det rigtige og virkelige Liv, hun f?lte, var, da Fiskerbaaden kom over, da talte hun med dem og taenkte selv, at det var godt gjort, men de blev forbavsede ved at se hende igen, og i Samtalens L?b kom de til at tale til hendes Mand derom. Dette var den f?rste Vanskelighed, der ramte ham, efter at han var kommet til sin ?de ?. Hans Ophold paa ?en lige til dette ?jeblik havde vaeret en stor Nydelse, en Fryd for hans Sjael. Aldrig havde den saaledes kunnet udfolde sine Vinger og have Rum til at tumle sig. Aldrig f?r havde han saaledes kunnet stige ned i sine Tankers Verden og f?le dens Vande lukke sig over hans Hoved, aldrig havde han saaledes f?lt sit eget Vaesens Styrke og vaeret saa beruset deraf. Havde han vaeret alene paa ?en, vilde han have fuldendt sin Bog uden at skaenke noget andet en Tanke, nu begyndte han at overveje, om han kunde sende hende hjem, hvis denne Ensomhed tyngede paa hendes Hjerte; men hun selv talte ikke derom, thi med andre Baand end Lykke begyndte hun at vokse fast til denne ?.

Den anden Storm fulgte. Fra den f?rst begyndte at blaese op, og mens den steg og stadig steg og slap sin rasende Harme l?s over ?en, vidste Lucie, hvad den bet?d, og at den var en Trusel, gentagen, fordi den f?rste ikke blev forstaaet, saa skummende og fnysende, fordi den, der udst?dte den, var ved at tabe Taalmodigheden. Utilfreds med Virkningen af den f?rste Advarsel og ked af disse levende Menneskers Naerhed sendte Havet dem i 9 Dage Bud paa Bud for at ryste dem af sig.

Der var en anden og tydeligere Klang i Stormens Stemme, nu, naar den kastede sig om Hj?rnerne af Huset og i en Slags hensynsl?s og l?ssluppen Leg styrtede sig ned igennem Skorstenen og fyldte Stuen med R?g, og der var andre Stemmer end Stormens at h?re; Advarsler, Trusler og Sp?rgsmaal i hendes eget Sprog blandede sig med dens ?red?vende Larm, og gjort frygtl?se og grebne af Stormens rasende Overmod viste andre Ansigter sig paa Vinduet og traadte andre F?dder paa Gangene og bankede andre Haender paa Ruderne og D?ren. Ligesom Havet under en Stormflod begyndte Havets hemmelighedsfulde Verden at stige under denne Storm, at vise, hvor lidt de Hindringer bet?d, der var stillet ud imod den, og at fylde og oversv?mme, l?fte og gynge alting og at traenge ind overalt.

Det var ikke laengere alene hendes Ven, den unge irske Officer, der vovede at komme ind og tage Plads ved Ildstedet. ,,Andalusias" vilde Folk kom og gik i det stormrystede Hus, mens Havet uden for truede Eneboerne med D?den. Dog var de endnu levende og deres Liv endnu nok til at holde Havets Verden lidt paa Afstand. Der var en Kvinde blandt S?r?verne, sk?nt Lucie ikke fik at vide, hvordan hun var kommen der, som syntes mere bleg og skyggeagtig end de andre, og som havde sit lange Haar haengende ned ad Ryggen; hendes h?je Stemme l?d undertiden ligesom en S?fugls gennem Stormen. - Og idet den opslugte alle disse Stemmer i sin, fyldte Stormen Luften med en saa forfaerdelig Larm, at det var for Eneboerne som at befinde sig paa Bunden af en Heksekedel. Ilden gik ud, hele Huset fyldtes med en iskold Uhygge, og alt deri, der var l?st, hamrede, vrikkede og dundrede ligesom smaa Trolde, der fandt deres Forn?jelse i at blande deres Stemmer med den store vaeldige Aand, Stormens, og opf?re deres afsindige smaa Danse sammen med det evige Hav, - og midt i dette kolde Hus sad Eneboerne og ventede paa, at Stormen, som der endnu var Haab om, engang vilde holde op.

Det forfaerdeligste ved den Raedsel, som hun levede i, var, at hun syntes mer og mer at tilh?re den Verden, som udbredte den; ligesom en D?ende kunde maerke sine Lemmer stivne og blive kolde, saaledes f?lte hun sine Tanker, sit hele Vaesen stivne og blive koldt og langsomt synes at gaa over i en anden Verden, og imens Havet truede og haanede dem for at drive dem bort, kunde hun ikke rejse. - Eug?ne Vandamm gik med en stor Kappe om sig og helt op over Hovedet for at holde Varmen og kom ind udefra, aldeles blaa i Ansigtet og paa Haenderne, han havde M?je med at faa D?ren op, og saa fl?j den i bag ham med et Dr?n ligesom af et Pistolskud. Hans Haender var saa medtagne af Kulde, at han ikke kunde r?re dem og kom og bad hende gnide Liv i dem, men alligevel, sk?nt han rystede af Kulde og Stormen angreb hans Hoved, var han fuldstaendig rolig og ingenlunde nedslaaet; der var Ting i Verden, som han regnede for Ulykker, men Kulde og Storm paa en ?de ? h?rte ikke med til dem. ,,Det er maerkeligt og utroligt at taenke," sagde han, ,,at der nu er Stilhed noget Sted i Verden." ,,O," taenkte han, ,,som denne Storm skal mine Ord vaekke dem, saaledes skal de dr?ne og forfaerde dem, forvirre deres Hjerne og g?re dem svimle, ligesom Stormen nu forvirrer min." - De opholdt sig nu udelukkende i den Del af Huset, der var bygget af Sten, i et Slags K?kken. Her havde de samlet alt, hvad de havde Brug for, men da de ikke kunde faa Ilden til at braende, begyndte deres Maaltider at blive meget ensformige. Lucie sad med sin store Kaabe paa og et T?rklaede om Hovedet og f?lte dog sine F?dder kolde som Is. Hendes blege Ansigt r?rte ham, da han vendte sig fra Vinduet, han kom hen til hende. ,,Dette er meget koldt for dig, Lucie," sagde han, ,,fortryder du, at du kom? - Men jeg lover dig, at min Bog skal blive Betaling derfor, ja rigelig Betaling." Det havde han laenge taenkt paa at sige hende. Hun saa op paa ham, hun h?rte kun utydeligt, hvad han sagde.

De havde ikke mere Vand og han gik for at hente noget, det var et langvarigt Stykke Arbejde, thi Br?nden laa langt fra Huset, og det tog Tid at hisse Spanden op og ned.

Mens han var borte, gik hun ind i den anden Stue for at hente noget. Allerede uden for D?ren h?rte hun den Lyd af en Stol, som blev skudt tilbage, der sagde hende, at Stuen ikke var tom, og da hun lukkede D?ren op, saa hun sin Gaest fra to Gange f?r i sin gamle Traelaenestol foran det kolde Ildsted, og hun blev ikke mer forfaerdet, ikke forbavset engang, hendes egne Tanker syntes at vaere lige saa kolde. Han sad med Foden op paa Ildstedets Murstenskant og syntes ikke straks at se hende, da hun kom ind, saa sa? han paa hende med et besynderligt m?rkt Blik og sk?d Stolen tilbage. ,,Jeg er meget dristig," sagde han, ,,at jeg traenger ind i dette Hus, mens det endnu er beboet. Men det har saa laenge vaeret mit alene, ved De, og vil saa snart blive det igen. Jeg vidste ikke, at De vilde komme herind. Jeg ops?gte Dem ikke, det er ikke min Skyld, at mit L?fte er brudt." Endnu stod hun og saa paa ham, da kom han hen til hende. ,,Hvorfor er De her endnu," sagde han, ,,laenge holder jeg det ikke ud. Er det da i Menneskers Natur at pine, at elske at se andre lide? Ved De da ikke, hvad jeg lider, fordi De er her?" ,,Hvordan kan du forlange, at jeg skal rejse nu?" sagde hun. ,,O, jeg beder Dem, og b?nfalder Dem," sagde han, ,,hvorfor vil De binde Dem til denne Elendighed? Endnu kan De rejse, - men se dog, hvor alt binder Dem hertil - og hvad skal befri Dem? Dersom De elskede Deres Mand, vilde han have Styrke til at holde Dem tilbage fra os, men saaledes er det ikke." Hun strakte sine Haender ud for sig, ligesom for at forsvare sig. ,,Jeg vil rejse," sagde hun. ,,O, forstaar du da ikke," sagde han og vendte sig imod hende, hans Ansigt var helt fortrukket af bitter Haan og Smerte, ,,at vi kan ikke taale eder her. Eders Naervaerelse er en Haan imod os, at I lever, spotter os D?de, eders varme Legemer spotter vore kolde, vi vil ikke finde os deri. F?l, hvilken Forskel." Han kom naer hen til hende, med eet tog han hende i sine Arme, slog begge sine Arme om hende, han havde aldrig r?rt hende f?r. Alt blev sort for hendes ?jne, og en forfaerdelig Kulde slog helt om hende, idet han knugede hende ind til sig, ligesom Havets kolde Vande over en druknende. Hun stod et ?jeblik helt stiv, h?rte med eet et langt jamrende Skrig i M?rket, og taenkte: Er det mig, der skriger, og f?lte da, hvorledes hun sank dybt, og M?rket slog sammen over hende.

Eug?ne, der kom med Vand, h?rte hende skrige og fandt hende paa Gulvet; han troede, hun var d?d, indtil han f?lte hendes Hjerte slaa ganske svagt. Han blev ved at staa med hende i sine Arme, og vidste ikke, hvad han skulde g?re med hende, han pr?vede at gnide Liv i hende, men intet hjalp, laenge laa hun saaledes, og saa spinkel, lille og hvid, saa hjaelpel?s saa hun ud, at hans Hjerte knugedes sammen derved; i hendes Ansigt var et h?jtideligt Udtryk, haabl?st, ligesom i en d?ds. Han lagde hende ned og pr?vede at slaa Ild, men det vilde ikke braende, og for at faa hende varm l?ftede han hende igen i sine Arme, og da bevaegede hun sig svagt, slog ?jnene op, saa stift ind i hans m?rke, smertefulde og spaendte Ansigt og rystede langsomt paa Hovedet. Han selv talte ikke, hans Bevaegelser og Udtrykket i hans Ansigt var mere talende end Ord. Atter lukkede hun ?jnene, og han taenkte: ,,hun d?r imellem Haenderne paa mig," da kom der Bevaegelse i hendes stive Legeme, hun begyndte at ryste og skaelve voldsomt og br?d med eet ud i fortvivlet Graad, mens hun klamrede sig til ham, og saaledes havde hun aldrig gjort, aldrig f?r havde hun saaledes s?gt hans Beskyttelse, og hendes Legemes Skaelven smittede hans: ,,Min Elskede, min Elskede, min Elskede," sagde han. Hun vilde ikke lade ham slippe sig, Taagen fra Havet var s?nderrevet, veget til Side, og i sin forfaerdelige, menneskelige Raedsel for den Verden, hun havde vaeret i, klyngede hun sig til ham, ligesom et Barn, der vaagner af forfaerdelige Dr?mme. I en frygtelig, gyngende og m?rk Verden, ligesom et sort og lurende Hav, var han det eneste faste Punkt for hende; i hans Arme og saaledes baaret af ham, var der endnu et svagt Haab. ,,Vaer ikke bange, vaer ikke bange," blev han ved at sige. Han fik hende til sidst til at slippe sig, for at han kunde g?re Ild paa, og denne Gang lykkedes det, og saa redte han en Slags Seng til hende paa den faste Baenk langs Vaeggen i K?kkenet. Hun var langt mere angst, ja forfaerdet og raedselslagen nu, end hun havde vaeret f?r, men denne Raedsel f?ltes for hende naesten som en Lettelse, som en Opvaagnen fra den forfaerdelige Kulde, hun havde dvaelet i. Hendes ?jne var blevne aabnede, hun syntes selv, at hun igen blev et Menneske. For hendes svimle, matte og uklare Hjerne stod det ene klart, at det nu var en Kamp paa Liv og D?d, og at hendes Mand, det andet levende Menneske paa ?en, var hendes eneste Hjaelp, hendes eneste Mulighed for Redning. Hun taenkte ikke paa at rejse bort, ligesom en druknende ikke laegger andre Planer for sin Redning end den lige i ?jeblikket at holde sig oven Vande, og hendes Hjerne havde samme Slags Klarhed og samme Koncentration som en Druknendes. Han kom hen til hende, lagde sig paa Knae ved Siden af hendes Baenk og tog begge hendes Haender og kyssede dem; hun taenkte paa, hvad den anden havde sagt hende, at hendes Kaerlighed ikke var staerk nok til at holde hende tilbage, men det var ligegyldigt; nu, da der ikke var andre Mennesker i Verden end hun og han, og alt andet omkring dem var truende m?rke og uhyggelige og fjendtlige Magter, var der kun een F?lelse i Verden, og det var den, hun naerede for ham. Hun gjorde sin ene Haand fri og lod den l?be gennem hans Haar, saaledes, med ham saa naer, f?lte hun sig ikke saa elendig, men hun blev angst, naar han gik til den anden Ende af Stuen. Han vidste ikke, hvad der havde skraemmet hende, og ved at se Udtrykket i hendes ?jne blev han angst for hendes Forstand, men mens hun laa saaledes, lammet og d?dbleg, saa han i et eneste klart Blik, hvad det var, han havde gjort hende, og der vaagnede i ham en graensel?s ?mhed for hende, for det svage, blide, afmaegtige, som han aldrig havde kendt. Hvad han havde elsket til denne Stund, ja, det havde hos hende vaeret hendes Sk?nhed og Ynde og noget rigt, fantasifuldt og let, som havde faengslet ham. Men ny var denne staerke F?lelse af ?mhed og Kaerlighed til hendes spinkle, ?delagte Legeme, til hendes svage og forvirrede Aand, en ligefrem Tilbedelse deraf, saa at han kom hen og knaelede for hende; og da f?lte han, ligesom hun, at de to i Virkeligheden var ganske alene i Verden, og at det slet ingen Betydning havde, at der levede andre Mennesker langt borte. ,,Min Elskede, min Elskede," sagde han, ,,frygt ikke. Hvorfor vil du vaere bange. Se, jeg er her, og alt, hvad jeg har gjort imod dig, vil jeg g?re godt igen og oprette. Vaer rolig, min Elskede, du ved ikke, jeg har aldrig sagt dig, hvorledes jeg elskede dig, alting vil jeg g?re for dig, min Elskede. O, du maa tilgive mig, at jeg har taget dig hertil. O, du, min dyrebare Elskede, tilgiv mig og frygt ikke. Jeg vil beskytte dig, hvad er der da at vaere bange for?" - Hun h?rer mig ikke, taenkte han, men dog holdt hun af at h?re ham tale. Han taendte Lyset og holdt Ilden vedlige og blev siddende hos hende hele Natten. Hun sov ikke, men laa ganske stille, han f?lte, at dette var en forfaerdelig Krise. Da han nu kunde faa Ilden til at braende, kogte han Vand og lavede Te til hende. Han begyndte at frygte, at denne Nat ingen Ende vilde tage, da farvede Dagningen Himlen r?d, Dagen br?d frem og det h?jtbevaegede Hav var vidunderlig sk?nt i den r?de Sols Lys. Da han vendte sig til hende fra Vinduet, laa hun med lukkede ?jne, han gik hen til hende, hun sov. - Da hun vaagnede, skinnede Solen, men Stormen larmede endnu h?jt som f?r. Eug?ne sad i en Stol ved Vinduet og sov, hans Ansigt var ligblegt, han havde gennemgaaet som en svag Afskygning af hendes Kamp i denne Nat. Endnu var hun forfaerdelig mat som f?r, men ved Tanken om, at han var saa naer og ved at f?le sig levende endnu, smilte hun og f?lte som den f?rste svage Straale af en staerk, dyb Glaede. Hun var som et Menneske i D?dsfare, paa det Punkt, da hans Tanker begynder at sige: Maaske er der Haab, og sk?nt de ikke t?r vove sig til at tro det, f?ler Glaede blot ved at vide, at den Mulighed er der. Hun var saa uvant med at f?le Glaede, at dette ?jeblik var som en ny dyb Fryd. Hun saa paa Ilden, den var ved at gaa ud, men hun vilde ikke vaekke ham, og hun f?lte sig saa svag, at hun ikke kunde staa op og passe den. Der begyndte at komme Tanker i hendes Hoved, som om de kom langt borte fra. Hun lyttede til Stormens R?st, og der var saa megen Kraft i hende, at hun kunde taenke: den kan baeres, thi til saa megen Klarhed var hun endnu ikke naaet, at hun kunde taenke: den kan h?re op. Ligesom svage D?nninger af Tanker og Indtryk fra hendes Hjem og hendes Barndom hjemme begyndte at skylle over hendes Hjerne. Indtrykket af noget venligt, venskabeligt kom og forundrede hende meget, Indtrykket ogsaa af Fred og en ordnet, farefri Tilvaerelse, og hun pr?vede at fastholde det. Hun saa tilbage over sit hele Liv med sin svage, forvirrede Hjerne. Hun saa hen paa sin Mand, laenge og stift, og taenkte: han er saa traet, fordi han har vaaget over mig, han elsker mig.

Indtryk fra deres Forlovelsestid, fra den Tid, han bejlede til hende, dukkede op, ganske svagt, en Melodi hun havde sunget for ham, Duften af Blomsterhavens Latyrus, Farven, M?nstret af en Kjole, hun dengang havde haft paa. - Og som med eet glidende tilbage i Tiden, laa der et helt Vaeld af Indtryk, fra hendes Barndom, laengst forglemte Tonefald af Saetninger, udtalt af laengst forglemte Mennesker, en bestemt Leg paa en bestemt Plet, F?lelser, hun aldrig f?r havde erindret, og i denne Barndom laa noget ganske hjemligt med eet og betragtede hende, ganske blidt, barnligt, legende, fjernt, det kom naermere, alle Ting blev saa store, ligesom de havde vaeret dengang.

Alle Indtryk af Stuen blev nu staerkere, hun saa Himlen ganske tydeligt, Vinduet, Eug?nes m?rke Hoved, og hun maerkede, at hun fr?s og ?nskede, at nogen vilde traekke Taeppet op om hende og taende Ilden op igen. Der var en svag St?j derhenne, og hun saa derhen. Et Barn laa paa Knae foran Ildstedet, lagde Pindene til Rette og pustede til Ilden, det var et blegt, spinkelt Barn, men meget fordybet i sit Arbejde og inderlig velforn?jet med, at det gik saa godt. Han satte begge Haenderne op for Munden og blaeste igennem dem, hans Haender var helt blaa af Kulde. Indtrykket af, at hun kendte ham godt, og at han var en Slags Ven, gled gennem hendes Hoved, hun blev ved at ligge og se paa ham. Han bar sig ganske forsigtigt ad for ikke at vaekke hende, og hans Bevaegelser var naesten lydl?se, da han var faerdig og det braendte, vendte han sig om og saa paa hende. Deres ?jne m?dtes, hans var store og opspilede, og han smilede, hun kendte ham godt, men det varede noget, inden hun vidste, hvem det var, han gjorde en svag Bevaegelse med sine Haender, lagde den ene inden i den anden for at varme dem og kom lidt naermere - det var Joseph, deres lille Tjener, som var styrtet ned fra Klippen den f?rste Dag, de var paa ?en. -

Ligesom den begyndte, saaledes ender denne min Historie om Eneboerne med et Brev:

D. 27. Dec. 1779.

Min Ven og Velg?rer.

Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker lade sig samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det synes ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige Datter, min ulykkelige unge Hustru, er d?d, og det er mig, som ved min graensel?se Egoisme er Skyld i hendes D?d. Det er allerede fire Dage siden, under en forfaerdelig Storm, som f?rst holdt op i Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes D?d, jeg fandt hende i denne Stue uden Bevidsthed, fra det ?jeblik var hun sikkert ikke klar, og hun d?de naeste Morgen, ganske tidlig. Hun kunde ikke holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende Vaesen, jeg kendte, er blevet taget bort, og jeg ved ikke, sk?nt mine Tanker bestandig s?ger dertil, mere om D?den, og hvad der findes bag den, nu; har heller ikke et eneste Ord at sige til Dem, hvis Tanker s?ger som mine. Jeg beder Dem ikke om Deres Tilgivelse, thi da vil De ikke kunne naegte mig den, og jeg ved, at jeg aldrig vil vaere i Stand til at modtage den. Jeg har begravet Lucie her paa ?en, det vilde vaere umuligt at f?re hende tilbage. Hvad mig selv angaar, da kommer jeg naeppe tilbage snart. Efter at jeg har ofret alt for det Vaerk, jeg nu er i Faerd med, maa jeg fuldende det, muligvis vil jeg kunne give tilbage til Verden noget af det, der er blevet ofret for det, men jeg ved ikke, om det nogen Sinde skal blive faerdigt, thi mine Tanker er saa forvirrede og saa vanskelige at samle, at jeg undertiden tror, jeg er Vanviddet naer. Skulde det blive Tilfaeldet, at jeg mister min Forstand, eller at jeg paa nogen anden Maade ikke kommer til at fuldende min Bog, beder jeg Dem om at udgive, hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne Besked derom. Dette er der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder Dem, at det ikke maa vaere Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der er skyldig, s?rger sammen med Dem, og at mine bittre Taarer falder paa Deres h?jtelskedes Grav.

OSCEOLA.

Afskriverens bemaerkninger

Kilde: Tilskueren, K?benhavn, August 1907, s. 609-635.

Afskriverens rettelser:

: ... da de rejste herop?" ,,Ja, jeg skiltes fra mine S?stre," sagde hun, ... ... da De rejste herop?" ,,Ja, jeg skiltes fra mine S?stre," sagde hun, ...

: ... vilde heller ikke," tilf?jede hun, ,,at De skulde glemme mig." ... ... vilde heller ikke," tilf?jede hun, ,,at de skulde glemme mig." ...

Share on: WhatsApp @Hash Facebook Tweet